På Tempeltræet må børnene gerne have mobiler, det kan mange gange være en forudsætning for, at I som forældre kan kontakte dem i løbet af eftermiddagen eller når de skal findes ved afhentning. Ihverfald er der forældre, der ringer til klubben og er irriterede over, at deres barn enten har slukket mobiltelefonen eller ikke tager den, fordi den ligger i tasken i garderoben.  


Vores holdning er, at så længe forældre vælger, at give deres barn en mobil, vil de fleste børn have et ønske om at bruge den. Vores strategi er derfor ikke et forbud mod mobiltelefoner men, at tilbyde aktiviteter, der kan betyde, at det at sidde med sin telefon er mindre interessant.  På Tempeltræet tilbyder vi derfor masser af forskellige voksenstyrede børneinteressefællesskaber. 


Vi oplever, at der er børn der har behov for i perioder af dagen/ugen, at kunne trække sig og “bare” sidde med et spil på telefonen. Vores trapperum, som er klubbens centrum, er derfor indrette med siddepladser og strømudtag. 


Ofte kan man som voksen være i tvivl om det rigtige i, at et barn vælger at sidde alene, men vi er nået frem til den konklusion, at det trods alt er bedre at skabe plads til det i klubben, end at barnet går hjem og sidder alene for at spille på sin telefon/computer. 

Vi har selvfølgelig fokus på hvem der bruger tid alene, for, at sikre at alle børnene deltager i et eller flere fællesskab(er).


Når det er sagt, så oplever vi også ofte, at børnene bruger spil og andre apps på mobilen som et fællesskabende tredje.